Fire dage blev det til i Byen Potosi - verdens højestbeliggende storby i 4100 meters højde. Jeg Sara lagde mig syg med diarre i lidt over et døgn og imens udforskede Katrine byens museer og kirker samt rev sig endnu mere tyndhåret i frustration over den ikke-fungerende netforbindelse.
Først lidt historieundervisning her:
Historien lyder, at en lokal Inka i 1544 tændte et bål for foden at bjerget Potojsi. Det blev så varmt at jorden smeltede, og der flød sølv derfra. De spanske imperialister hørte nys om landets rigdomme, og tvang de indfødte til minearbejde. For at skræmme indianerne til at arbejde mere effektivt indførte kolonialisterne mine-guder, som skulle tilbedes, så ikke indianerne blev ramt af ulykke. Der blev også importeret afrikanske slaver i byens storhedstid, og man regner med, at der under kolonimagtens regeren fra 1545-1828 døde ca. 8 mio. indfødte og afrikanske minearbejdere!
Omkring 1600-tallet steg indbyggertallet til 200.000 - og Potosi blev en af de største byer i verden i den tid. Successen faldt i 1800-tallet - et prisfald i værdien af sølv påvirkede markedet så voldsomt at indbyggertallet faldt til under 10.000 - et knæk byen aldrig rigtigt er kommet sig efter.
I dag udvindes der hovedsageligt Zink. Der arbejdes under mine-ejede kooperationer, der desværrer ikke har gjort meget for at ændre arbejdsforholdene siden kolonitiden.
I 1987 blev byen udnævnt til en af verdens bevaringsværdige steder for dets tragiske historie samt rige koloniale arkitektur.
OK- så er det på plads! Lørdag morgen tog vi seks mands afsted med vores meget fortællende guide op til minerne. I godt fire timer viste hun os rundt nede i dybet - fortalte og viste mens vi havde pandelamperne tændt. Det var sindssygt spændende, men på samme tid også grusomt at tænke på hvordan det må påvirke arbejdernes liv at arbejde under sådanne forhold. Deres arbejdsdag er på 8 timer, og pga. forholdene spiser de ikke andet i den periode end koka blade + små shots af ren alkohol til at holde kropstemperaturen oppe.
Det er ikke meget de tjener for deres utaknemlige arbejde - en almindelig arbejder ca. 200-300 bolivianos = 160-240 dk kr om måneden, gruppelederen op til 1600 bob /1400 dk kr da det er hans job at undersøge terrænet efter hver sprængning, et ret så farligt erhverv! Folk lever dog stadig i håbet om at få jackpot, hvilket stadig hænder.
Vi erfarede, at det at arbejde i minen ikke blot er et arbejde, men en livsstil med tilhørende religion. Vi havde vores skrupler over turens moralske aspekt, men oplevede på intet tidspunkt, at vi tog på udflugt for at se aber i bur, men mødte derimod arbejdere der var stolte af deres hverv.
Næste stop bliver Bolivias smukkeste og tidligere hovedstad Sure.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar