Blod, sved og vabler - VI GJORDE DET!

Inka Jungle Trail & Machu Picchu

WOW!!! de sidste fire dage har budt på de vildeste og flotteste adventure oplevelser - nu skal I bare hører: Vores gruppe bestod af 12 mand fra Holland, Spanien, Australien, New Zealand og USA - alle skønne mennesker, som vi har haft det super sjovt med.

Tidligt torsdag morgen mødtes vi alle til morgenmad inden vi med minibus kørte i 3 timer bl.a. forbi Sacred Valley for at komme til Malaga High Pass i 4.325 meters højde. Med udstyret i orden og cykelhjelmen på skrå satte vi os godt til rette på vores mountainbikes og drønede ned ad bjergsiden af de snoede veje - fedt!! Luften omkring os blev hurtigt varmere og det var sjovt at opleve hvordan højlands-vegetationen ændrede karakter og blev til regnskov.

De peruvianske bønder har i de sidste dage arrangeret flere demonstrationer i utilfredshed over de høje oliepriser, noget der kom til at påvirke os på vores vej. Da vi var kommet godt ned i dalen blev vi nemlig mødt af en sådan demonstration, som ikke ville lade vores minivan, der transporterede al vores habengut, forbi. Dækkene på bilen blev punkteret og vi måtte efterlade bil og cykler, tage taskerne på ryggen og fortsætte til fods. Vi gik fra kl. 14 til kl. 19.30 og så flere steder hvordan demonstranterne havde brændt bildæk af og skubbet store klippesten ud på midten af vejen.

Humøret blev holdt oppe med fælles skønsang, og på trods af vabler og ømme ben nåede vi frem til den lille by Santa Maria, hvor aftensmaden blev skyllet ned med en stor kold cerveza (øl) inde vi alle trætte og mørbankede kravlede til køjs.Fredag bød på en hel dags trekking. Inden vi begav os afsted blev fødderne tapet godt ind og vi fik sprayet os med den uundværlige myggespray - de sataner er overalt! Vi vandrede langs en flod til den forladte by santa Rosa, der for 12 år siden blev oversvømmet under El Niño (tropisk storm). Derfra begav vi os ind i junglen og gik ad bjergskråninger langs en inka-trail med floden brusende 300 meter under os. Johan, vores guide, fortalte os om det at være Quechua (den traditionelle religion folk praktiserede i inka riget inden de spanske kolonialister indførte katoliscismen, og som nogen stadig praktiserer) han viste os hvordan man beder til bjergguderne og gav os et generelt indblik i Peru's historie, Inka-riget og om hvordan den nuværende regering ikke viser den store interesse i at bevare denne kultur.

Vi fik en lækker frokost hos en lokal familie i bjergene - en helt zoologisk have med hunde, gæs, marsvin (til at spise)og aber samt en meget speciel kæmpe marsvin, som lever i området. Efterfølgende gik vi igennem en coca-plantage, hvor Johan gav os et indblik i hvordan denne vare produceres og handles - det er kun politiet der må stå for transporten af cocabladene til de store byer, hvilket jo selvfølgelig medfører en masse korruption.

I skumringen ved 18-tiden nåede vi frem til Cocalmayo, hvor vi alle, vores ømme led og vabler nød godt af en tur i hot springs. I Santa Teresa, hvor vi skulle overnatte, tog vi på disko dasko efter aftensmaden - vi havde hele stedet for os selv, men det blev det nu ikke mindre sjovt af.

Lørdagens vandretur bød heldigvis ikke på så mange stejle op-og nedstigninger, til gengæld var det utrolig hårdt at gå i den stærke sol. Vi fik lov til at køle af i en flod vi passerede på vejen, vi gik gennem bananpalme plantager og fulgte togskinnerne, der snoede sig mellem de enorme bjergsider inden vi først på aftenen nåede til Aguas Calientes, byen ved bunden af Machu Picchu.

Aftensmad på restaurant, indkøb af madforsyninger til den følgende dag, og så ellers i seng.

Søndag kl. 04.00 ringede vækkeuret. Dagen hvor Machu Picchu skulle bestiges. Med lommelygten i hånden begyndte vi opstigningen, hvor uendeligt mange trapper kom os i møde. Lad os bare sige, at der blev bandet godt og grundigt indvendigt inden vi nåede til tops lidt før solopgangen. De første par timer fik vi en guidet rundvisning. Vi spiste frokost med gruppen inden vi selv (godt bløde i knæene) tog stedet i øjensyn. Og hvor er det bare et helt fantastisk smukt sted. - Billederne taler for sig selv.

Efter en velfortjent pizza tog vi toget tilbage til Cuzco sent eftermiddag. Var fremme søndag aften kl. 22.00 på vores hostel totalt smadrede men lykkelige efter de mange dejlige oplevelser. De har været en helt ubeskrivelig tur; fysisk udfordrende, smuk smuk natur og ikke mindst søde, dejlige og spændende mennesker.

Klik her for at se flere billeder

Tirsdag aften d. 10 august tager vi tilbage til La Paz for at hente vores bagage og så venter lidt mere end 2 døgn i helved torsdag, hvor vi skal med direkte bus fra La Paz til Buenos Aires. Sølle 52 timer! Ja ja studiner kan ikke tillade sig alt når pengepungen er ved at være tom. Gud stå os bi.

Titicaca Lake

Torsdag d. 29 juli blev vi hentet af bussen på vores hotel i La Paz og vi kørte mod Copacabana. Wow en flot kørertur! Folk i bussen kappes om at tage billeder ud af vinduet og for en stund var vi tilbage i Kina. Dagen nød vi i den lille by. Vi vidste det var vores sidste dage i det billige land så der var ikke det vi ikke måtte købe. Vi nød den smukke solnedgangen fra en bjergtop mens de indfødte udførte ritualer på deres hellige bjerg. De havde konfetti i håret og små krudtlyde var tegn på at deres ønske om en ny bil, flere penge osv. var sendt til deres guder. Det var nu lidt sjovt at se de store mænd gå ned af bjerget dækket af konfetti og med en legetøjsbil i hånden. Vi prøvede ikke at grine alt for meget !! Senere gik vi mod en resturant vores guidbog havde anbefalet.... og mums. Det var virkelig lækkert. Vi smagte deres dejlige lokale fisk, Trout og hvidvinen var mue bien.

Næste morgen tog vi båden mod Isla del Sol. Øen har stor rituel betydningen for befolkningen, da de mener det er der solen er født.

Vi fandt et godt hotel og ville gå mod nordøens kendte ruiner. Som tidligere nævnt har vores maver dog ikke helt vænnet sig til det Sydamerikanske mad, så Sara tog derfor en hviledag hvor hun passede på toilettet, for at være klar til vores trek dagen efter. Jeg (Katrine) gik ud for at udforske den nordlige del af øen og følte mig som en del af incatiden. Ruinerne lå på toppen af bjerget og der var en fantastisk udsigt ud over søen og resten af øen. Jeg tog en lur mellem ruinerne og nød den friske havluft.

Da jeg vendte tilbage gik vi ned til stranden for at nyde solnedgangen. I vandkanten legede børnene, bag dem stod køer, får og høns og drak vand. Der var plads til alle på denne ø.

Dagen efter gik vi de 3 timer fra nordøen mod syd. Dejlig tur. På turen stødte vi på nogle dejlige mennesker fra Chile, som vi spiste frokost med. derefter gik tur tilbage med båd mod Copacabana. Uden lang betænkningstid gik vi tilbage på vores restaurant og denne gang var der også plads til isdessert! Vi kommer sådan til at savne Bolivia hvor alt er billigt!

Imorgen søndag går turen mod Cuszo, hvor vi vil bruge et par dage til at lade op, så vi er klar til at bestige Machu Picchu!

Klik her for at se flere billeder

Sorata - Flotte bjerge, ømme lår!!!

- Et fredfyldt og naturskønt åndehuld fra La Paz' storbylarm. det ligger 3 timers buskørsel nordpå tværs over alto-planoet, hvorfra man begiver sig ned ad snoede veje 2000 meter i en af dalene, der ligger tæt på El Jungas (regnskoven). Her i Sorata boede vi hos Serafin, den stolte ejer af Hostel Santa Lucia, hvor både han og hans medhjælper Lucias gæstfrihed og glade smil gjorde det til et skønt sted at have som base.

Vi ankom søndag tidlig eftermiddag, og brugte resten af dagen på at tage byen i øjesyn, bare sidde på en bænk og følge livets gang. Af uransagelige grunde fik vi en god hundeven, der fulgte os hvorend vi gik... og den gøede vildt og voldsomt hver gang vi paserede en mand, der ifølge hunden så truende ud (hvilket vil sige alle vi passerede). Lidt sjovt, og rart med en, der kunne passe lidt på os.

Tidligt mandag morgen mødtes vi med vores guide, og sammen gik vi hen for at hente et muldyr, der fik æren af at bære vores små tasker + vores madforsyninger - nu skulle der bestiges bjerge!!!

Sorata er omgivet af bjerge, det største, Illompu troner stolt med sine sneklædte tinder i udkanten af byen. Vores endemål! fra 09.00 morgen til 17.00 aften klatrede vi op ad de stejle bjergsider, omgivet af fantastisk natur og med en strålende sol fra oven. FUCK hvor var det hårdt....

til tider gik vi nærmest baglæns.. men men: med vilje er der vej, og til tops kom vi. Det føltes som havde vi bestiget Mount Everest, og vi sendte vores guide nogle meget taknemlige øjne, da han tilberedte to store kopper te, suppe og pasta med grøntsager til aftensmad. Herlighederne blev nydt en smule hurtigt, mens vi sad ved lagunen, hvor vi havde slået vores telt op, totalt mørbankede og forfrosne af koldsved med soveposerne om vores skuldre. Tidligt i seng... men megen søvn blev det nu ikke til. På bjergets top blev det rigtig koldt om natten, RIGTIG koldt. Og rystende af kulde lå vi hele natten og vendte og drejede os og ønskede at det snart ville blive lyst. Men ihhh hvor var det hyggeligt - bjerge, telttur, smuk lagune.. og ja. det lyder så idyllisk..hehe. Efter morgenmaden gik det rask ned ad bjergsiderne igen. denne gang tog det os blot 3 timer at nå til byen, hvor vi fik fyldt sukkerdepoterne inden vi fik et skønt bad på hostlet. resten af dagen klynkede vi over vores ømme muskler og fik en eftermiddagslur inden vi lavede tomatsuppe i Serafin's køkken hvor vi fik en vældig snak med både ham og Lucia på dansk/engelsk/ spansk. OBS: vores spanskkundskaber er faktisk blevet forbløffende gode... der er ikke det, vi ikke kan snakke om:)

Onsdag morgen gik turen tilbage til La Paz, hvor vi lige tager en overnatning, inde turen går videre til byen Copacabana, der ligger ved Titicaca søen.

Klik her for at se flere billeder fra Sorata

La Paz - Verdens højst beliggende hovedstad! (3660m)

Og vi kan ikke få LUFT!!!

Fredag d. 23. juli kom de to tanter til La Paz efter 15 timer i bus fra Sucre. Numsen var øm og vi var for at sige det mildt, trætte og ugide. De vilde planer om sigthseeing samme dag faldt til jorden da vi så, at der var fjernsyn med et utal af film muligheder på vores hotel. Med sovepose, fedtet hår og striksokker godt trukket op så vi den fredag 4 film og vi var i himlen. Vi kunne købe slik på hotellet og da tiden nærmede sig midnat og vi hver især havde snøften til både Cameron Diaz og Brad Pitt var tiden inden til at krybe under dynen.

Lørdag ringede vækkeuret og friske som vi nu er burde vi springe ud af sengen, men vi kiggede blot engang på hinanden og uret blev slået fra og vi boblede videre. LIVET ER SKØNT:) Da vi endelige fik hevet os op ad sengen med et utal af dårlige undskyldninger om højdesyge og vejrtrækningsproblember fik vi bestil en billet til sightseeing-bussen. - Sikke en tur. Vi blev kørt lidt ud af byen og kunne med forundring konstatere at La Paz er bygget op ad bjergsidder langs en dal med det smukkeste sneklædte bjerg i baggrunden.

Byen emmer af liv og det er tydeligt at se hvor inkarneret et handelsfolk bolivianerne er. Al handel foregår på fortorvskanterne (ikke inde i selve butikkerne), hvor konkurrencen er hård og priserne i bund. Det er fedt med så meget liv på gaderne..noget vi lidt kunne mangle i DK.

Søndag morgen går turen mod byen Sorata, hvor vi skal på trekking tur.

Sucre - vi fandt paradis

3 skønne dage blev brugt i Sucre, Bolivias smukkeste by og forhenværende hovedstad. Vi boede på et dejligt hotel lige i hjertet af byen. Dagene nød vi ved en pool, vi fandt ved et andet hotel. Vi besøgte også et museum, der fortalte historien om det håndarbejde man ser overalt i bybilledet; vævning af kvindernes flotte klæder, sjaler og bærer-tæpper. derudover lavede vi ikke meget andet end at daske rundt på det lokale marked fyldt med kødboder, bugnende frugt-og grønt stande, ost, brød, kager..you name it! Og ej at forglemme: noget Sucre er kendt for, er en plads fyldt med kvinder, der ved hver sin stand komponerer de vildeste frugtsalater, juice, og frugtblends... overdådigt store, friske og lækre, og selvfølgelig til ingen penge. joo, vi var vist forbi et par gange om dagen!

Aftenerne brugte vi på en meget vesterlandsk cafe, den eneste i byen med Wifi. Her blev bloggen updateret, og vi fik prøvesmagt et udvalg af bolviansk øl. Den mørke, søde inka-øl kan virkelig anbefales. Derudover havde de en lille hyggelige minibiograf hvor vi som eneste tilskuere så film i bløde sofaer :) Top nice.

Potosi - smuk spansk koloniby med en mørk historie...

Fire dage blev det til i Byen Potosi - verdens højestbeliggende storby i 4100 meters højde. Jeg Sara lagde mig syg med diarre i lidt over et døgn og imens udforskede Katrine byens museer og kirker samt rev sig endnu mere tyndhåret i frustration over den ikke-fungerende netforbindelse.

Først lidt historieundervisning her:

Historien lyder, at en lokal Inka i 1544 tændte et bål for foden at bjerget Potojsi. Det blev så varmt at jorden smeltede, og der flød sølv derfra. De spanske imperialister hørte nys om landets rigdomme, og tvang de indfødte til minearbejde. For at skræmme indianerne til at arbejde mere effektivt indførte kolonialisterne mine-guder, som skulle tilbedes, så ikke indianerne blev ramt af ulykke. Der blev også importeret afrikanske slaver i byens storhedstid, og man regner med, at der under kolonimagtens regeren fra 1545-1828 døde ca. 8 mio. indfødte og afrikanske minearbejdere!

Omkring 1600-tallet steg indbyggertallet til 200.000 - og Potosi blev en af de største byer i verden i den tid. Successen faldt i 1800-tallet - et prisfald i værdien af sølv påvirkede markedet så voldsomt at indbyggertallet faldt til under 10.000 - et knæk byen aldrig rigtigt er kommet sig efter.

I dag udvindes der hovedsageligt Zink. Der arbejdes under mine-ejede kooperationer, der desværrer ikke har gjort meget for at ændre arbejdsforholdene siden kolonitiden.

I 1987 blev byen udnævnt til en af verdens bevaringsværdige steder for dets tragiske historie samt rige koloniale arkitektur.

OK- så er det på plads! Lørdag morgen tog vi seks mands afsted med vores meget fortællende guide op til minerne. I godt fire timer viste hun os rundt nede i dybet - fortalte og viste mens vi havde pandelamperne tændt. Det var sindssygt spændende, men på samme tid også grusomt at tænke på hvordan det må påvirke arbejdernes liv at arbejde under sådanne forhold. Deres arbejdsdag er på 8 timer, og pga. forholdene spiser de ikke andet i den periode end koka blade + små shots af ren alkohol til at holde kropstemperaturen oppe.

Det er ikke meget de tjener for deres utaknemlige arbejde - en almindelig arbejder ca. 200-300 bolivianos = 160-240 dk kr om måneden, gruppelederen op til 1600 bob /1400 dk kr da det er hans job at undersøge terrænet efter hver sprængning, et ret så farligt erhverv! Folk lever dog stadig i håbet om at få jackpot, hvilket stadig hænder.

Vi erfarede, at det at arbejde i minen ikke blot er et arbejde, men en livsstil med tilhørende religion. Vi havde vores skrupler over turens moralske aspekt, men oplevede på intet tidspunkt, at vi tog på udflugt for at se aber i bur, men mødte derimod arbejdere der var stolte af deres hverv.

Næste stop bliver Bolivias smukkeste og tidligere hovedstad Sure.

Saltørkenen - Freeking fucking cold, but freeking fucking amazing!

Mandag d. 12. juli kl. 09.00 blev vi samlet op på vores hotel i Tupiza, hvor vi havde booket en firedages tur til Saltørkenen - en attraktion man ikke må gå glip af i Bolivia. Vi skulle køre i en stor flot jeep med Julian og Audrey (vi har mere eller mindre de samme rejseplaner, og joker lidt med, at vi ikke kan komme af med hinanden:) samt vores chauffut Alfredo og vores søde kogekone Carmen. Derudover fulgtes vi med to andre jeeps alle dagene, fyldt med dejlige mennesker fra Italien, Skotland og Frankrig (jeg, Sara får rigtig øvet mit franske - skønt.) Med baggagen på taget drog vi afsted i højt humør og vinkede farvel til nogle
dejlige dage ved swimmingpoolen i Tupiza.

Vi kørte gennem de mest fantastiske landskaber og gang på gang måtte vi med forundring se omgivelserne skifte fra det ene øjeblik til det andet. Fra klippeudspring til golde vulkanlandskaber. Fra mineralholdige laguner hvor lysrøde flamingoer holdt til, til termiske områder, hvor geisere sprøjtede med varmt vand, der lugtede af rådden æg. Fra saltørken til varme kilder.En fantastisk blå himmel mødte os hver morgen og gjorde blot oplevelsen endnu mere gennemført. Vi kørte til tider i små 5000 meters højde, og vi prustede og stønnede når vi begav os ud på små vandreturer efter blot få skridt. Nætterne tilbragte vi på små hostels i områderne. Isolering er åbenbart ikke en gave gud har skænket Bolivia, så vi måtte med klaprende tænder pakke os ind i flere lag tøj dvs. 4 bluser, to par bukser, sovepose og 3-4 tæpper. Ikke nok med det, så måtte vi sove i ske for at holde kulden ude. IIhhh hvor vi hyggede, men hold kæft hvor var det koldt - nogle nætter op til 15 minusgrader!

To af dagene stod vi op før fanden fik sko på (04.30) hvilket var lidt af en overvindelse i kulden, Men de smukke solopgange var det hele værd, og vi kunne igen stå med åben mund og polypper og sluge de mest fantastiske naturoplevelser til os! VI KOMMER ALDRIG HJEM!

For at se flere billeder fra Saltørkenen klik her