Sorata - Flotte bjerge, ømme lår!!!

- Et fredfyldt og naturskønt åndehuld fra La Paz' storbylarm. det ligger 3 timers buskørsel nordpå tværs over alto-planoet, hvorfra man begiver sig ned ad snoede veje 2000 meter i en af dalene, der ligger tæt på El Jungas (regnskoven). Her i Sorata boede vi hos Serafin, den stolte ejer af Hostel Santa Lucia, hvor både han og hans medhjælper Lucias gæstfrihed og glade smil gjorde det til et skønt sted at have som base.

Vi ankom søndag tidlig eftermiddag, og brugte resten af dagen på at tage byen i øjesyn, bare sidde på en bænk og følge livets gang. Af uransagelige grunde fik vi en god hundeven, der fulgte os hvorend vi gik... og den gøede vildt og voldsomt hver gang vi paserede en mand, der ifølge hunden så truende ud (hvilket vil sige alle vi passerede). Lidt sjovt, og rart med en, der kunne passe lidt på os.

Tidligt mandag morgen mødtes vi med vores guide, og sammen gik vi hen for at hente et muldyr, der fik æren af at bære vores små tasker + vores madforsyninger - nu skulle der bestiges bjerge!!!

Sorata er omgivet af bjerge, det største, Illompu troner stolt med sine sneklædte tinder i udkanten af byen. Vores endemål! fra 09.00 morgen til 17.00 aften klatrede vi op ad de stejle bjergsider, omgivet af fantastisk natur og med en strålende sol fra oven. FUCK hvor var det hårdt....

til tider gik vi nærmest baglæns.. men men: med vilje er der vej, og til tops kom vi. Det føltes som havde vi bestiget Mount Everest, og vi sendte vores guide nogle meget taknemlige øjne, da han tilberedte to store kopper te, suppe og pasta med grøntsager til aftensmad. Herlighederne blev nydt en smule hurtigt, mens vi sad ved lagunen, hvor vi havde slået vores telt op, totalt mørbankede og forfrosne af koldsved med soveposerne om vores skuldre. Tidligt i seng... men megen søvn blev det nu ikke til. På bjergets top blev det rigtig koldt om natten, RIGTIG koldt. Og rystende af kulde lå vi hele natten og vendte og drejede os og ønskede at det snart ville blive lyst. Men ihhh hvor var det hyggeligt - bjerge, telttur, smuk lagune.. og ja. det lyder så idyllisk..hehe. Efter morgenmaden gik det rask ned ad bjergsiderne igen. denne gang tog det os blot 3 timer at nå til byen, hvor vi fik fyldt sukkerdepoterne inden vi fik et skønt bad på hostlet. resten af dagen klynkede vi over vores ømme muskler og fik en eftermiddagslur inden vi lavede tomatsuppe i Serafin's køkken hvor vi fik en vældig snak med både ham og Lucia på dansk/engelsk/ spansk. OBS: vores spanskkundskaber er faktisk blevet forbløffende gode... der er ikke det, vi ikke kan snakke om:)

Onsdag morgen gik turen tilbage til La Paz, hvor vi lige tager en overnatning, inde turen går videre til byen Copacabana, der ligger ved Titicaca søen.

Klik her for at se flere billeder fra Sorata

La Paz - Verdens højst beliggende hovedstad! (3660m)

Og vi kan ikke få LUFT!!!

Fredag d. 23. juli kom de to tanter til La Paz efter 15 timer i bus fra Sucre. Numsen var øm og vi var for at sige det mildt, trætte og ugide. De vilde planer om sigthseeing samme dag faldt til jorden da vi så, at der var fjernsyn med et utal af film muligheder på vores hotel. Med sovepose, fedtet hår og striksokker godt trukket op så vi den fredag 4 film og vi var i himlen. Vi kunne købe slik på hotellet og da tiden nærmede sig midnat og vi hver især havde snøften til både Cameron Diaz og Brad Pitt var tiden inden til at krybe under dynen.

Lørdag ringede vækkeuret og friske som vi nu er burde vi springe ud af sengen, men vi kiggede blot engang på hinanden og uret blev slået fra og vi boblede videre. LIVET ER SKØNT:) Da vi endelige fik hevet os op ad sengen med et utal af dårlige undskyldninger om højdesyge og vejrtrækningsproblember fik vi bestil en billet til sightseeing-bussen. - Sikke en tur. Vi blev kørt lidt ud af byen og kunne med forundring konstatere at La Paz er bygget op ad bjergsidder langs en dal med det smukkeste sneklædte bjerg i baggrunden.

Byen emmer af liv og det er tydeligt at se hvor inkarneret et handelsfolk bolivianerne er. Al handel foregår på fortorvskanterne (ikke inde i selve butikkerne), hvor konkurrencen er hård og priserne i bund. Det er fedt med så meget liv på gaderne..noget vi lidt kunne mangle i DK.

Søndag morgen går turen mod byen Sorata, hvor vi skal på trekking tur.

Sucre - vi fandt paradis

3 skønne dage blev brugt i Sucre, Bolivias smukkeste by og forhenværende hovedstad. Vi boede på et dejligt hotel lige i hjertet af byen. Dagene nød vi ved en pool, vi fandt ved et andet hotel. Vi besøgte også et museum, der fortalte historien om det håndarbejde man ser overalt i bybilledet; vævning af kvindernes flotte klæder, sjaler og bærer-tæpper. derudover lavede vi ikke meget andet end at daske rundt på det lokale marked fyldt med kødboder, bugnende frugt-og grønt stande, ost, brød, kager..you name it! Og ej at forglemme: noget Sucre er kendt for, er en plads fyldt med kvinder, der ved hver sin stand komponerer de vildeste frugtsalater, juice, og frugtblends... overdådigt store, friske og lækre, og selvfølgelig til ingen penge. joo, vi var vist forbi et par gange om dagen!

Aftenerne brugte vi på en meget vesterlandsk cafe, den eneste i byen med Wifi. Her blev bloggen updateret, og vi fik prøvesmagt et udvalg af bolviansk øl. Den mørke, søde inka-øl kan virkelig anbefales. Derudover havde de en lille hyggelige minibiograf hvor vi som eneste tilskuere så film i bløde sofaer :) Top nice.

Potosi - smuk spansk koloniby med en mørk historie...

Fire dage blev det til i Byen Potosi - verdens højestbeliggende storby i 4100 meters højde. Jeg Sara lagde mig syg med diarre i lidt over et døgn og imens udforskede Katrine byens museer og kirker samt rev sig endnu mere tyndhåret i frustration over den ikke-fungerende netforbindelse.

Først lidt historieundervisning her:

Historien lyder, at en lokal Inka i 1544 tændte et bål for foden at bjerget Potojsi. Det blev så varmt at jorden smeltede, og der flød sølv derfra. De spanske imperialister hørte nys om landets rigdomme, og tvang de indfødte til minearbejde. For at skræmme indianerne til at arbejde mere effektivt indførte kolonialisterne mine-guder, som skulle tilbedes, så ikke indianerne blev ramt af ulykke. Der blev også importeret afrikanske slaver i byens storhedstid, og man regner med, at der under kolonimagtens regeren fra 1545-1828 døde ca. 8 mio. indfødte og afrikanske minearbejdere!

Omkring 1600-tallet steg indbyggertallet til 200.000 - og Potosi blev en af de største byer i verden i den tid. Successen faldt i 1800-tallet - et prisfald i værdien af sølv påvirkede markedet så voldsomt at indbyggertallet faldt til under 10.000 - et knæk byen aldrig rigtigt er kommet sig efter.

I dag udvindes der hovedsageligt Zink. Der arbejdes under mine-ejede kooperationer, der desværrer ikke har gjort meget for at ændre arbejdsforholdene siden kolonitiden.

I 1987 blev byen udnævnt til en af verdens bevaringsværdige steder for dets tragiske historie samt rige koloniale arkitektur.

OK- så er det på plads! Lørdag morgen tog vi seks mands afsted med vores meget fortællende guide op til minerne. I godt fire timer viste hun os rundt nede i dybet - fortalte og viste mens vi havde pandelamperne tændt. Det var sindssygt spændende, men på samme tid også grusomt at tænke på hvordan det må påvirke arbejdernes liv at arbejde under sådanne forhold. Deres arbejdsdag er på 8 timer, og pga. forholdene spiser de ikke andet i den periode end koka blade + små shots af ren alkohol til at holde kropstemperaturen oppe.

Det er ikke meget de tjener for deres utaknemlige arbejde - en almindelig arbejder ca. 200-300 bolivianos = 160-240 dk kr om måneden, gruppelederen op til 1600 bob /1400 dk kr da det er hans job at undersøge terrænet efter hver sprængning, et ret så farligt erhverv! Folk lever dog stadig i håbet om at få jackpot, hvilket stadig hænder.

Vi erfarede, at det at arbejde i minen ikke blot er et arbejde, men en livsstil med tilhørende religion. Vi havde vores skrupler over turens moralske aspekt, men oplevede på intet tidspunkt, at vi tog på udflugt for at se aber i bur, men mødte derimod arbejdere der var stolte af deres hverv.

Næste stop bliver Bolivias smukkeste og tidligere hovedstad Sure.

Saltørkenen - Freeking fucking cold, but freeking fucking amazing!

Mandag d. 12. juli kl. 09.00 blev vi samlet op på vores hotel i Tupiza, hvor vi havde booket en firedages tur til Saltørkenen - en attraktion man ikke må gå glip af i Bolivia. Vi skulle køre i en stor flot jeep med Julian og Audrey (vi har mere eller mindre de samme rejseplaner, og joker lidt med, at vi ikke kan komme af med hinanden:) samt vores chauffut Alfredo og vores søde kogekone Carmen. Derudover fulgtes vi med to andre jeeps alle dagene, fyldt med dejlige mennesker fra Italien, Skotland og Frankrig (jeg, Sara får rigtig øvet mit franske - skønt.) Med baggagen på taget drog vi afsted i højt humør og vinkede farvel til nogle
dejlige dage ved swimmingpoolen i Tupiza.

Vi kørte gennem de mest fantastiske landskaber og gang på gang måtte vi med forundring se omgivelserne skifte fra det ene øjeblik til det andet. Fra klippeudspring til golde vulkanlandskaber. Fra mineralholdige laguner hvor lysrøde flamingoer holdt til, til termiske områder, hvor geisere sprøjtede med varmt vand, der lugtede af rådden æg. Fra saltørken til varme kilder.En fantastisk blå himmel mødte os hver morgen og gjorde blot oplevelsen endnu mere gennemført. Vi kørte til tider i små 5000 meters højde, og vi prustede og stønnede når vi begav os ud på små vandreturer efter blot få skridt. Nætterne tilbragte vi på små hostels i områderne. Isolering er åbenbart ikke en gave gud har skænket Bolivia, så vi måtte med klaprende tænder pakke os ind i flere lag tøj dvs. 4 bluser, to par bukser, sovepose og 3-4 tæpper. Ikke nok med det, så måtte vi sove i ske for at holde kulden ude. IIhhh hvor vi hyggede, men hold kæft hvor var det koldt - nogle nætter op til 15 minusgrader!

To af dagene stod vi op før fanden fik sko på (04.30) hvilket var lidt af en overvindelse i kulden, Men de smukke solopgange var det hele værd, og vi kunne igen stå med åben mund og polypper og sluge de mest fantastiske naturoplevelser til os! VI KOMMER ALDRIG HJEM!

For at se flere billeder fra Saltørkenen klik her

BOLIVIA - Tupiza

Torsdag d. 8. juli stod i transportens tegn. Først små fire timer med bus til den argentinske grænseby La Quica hvor vi blev registreret og derfra gik over grænsen til den bolovianske grænseby Villazon. Her fandt vi en bus, der mildest talt ikke nåede de argentiske busser til sokkeholderne.. men men.. bumle bumle afsted i tre timer sammen med flere lokale folk til byen Tupiza. - Kvinderne i deres flotte traditionelle beklædning ( OBS: foto følger, men vi pønser stadig på det helt rigtige shot;) Det er lidt af et syn når de kommer i deres farvestrålende draperede nederdele, sweaters og blondetrøjer, sort/brune bowler-lignende hatte, med håret i to lange fletninger, der langt nede på ryggen samles i farvestrålende hårbånd.

Vel fremme i Tupiza fandt vi et billigt hotel, hvor vi havde planlagt at holde et par dages solferie, hvis forholdende tillod det (vi krydsede vores fingre og satte vores lid til Lonely Planets anbefalinger.) Og halleluja vores bønner belv hørt. de sidste tre dages tid har vi ligget ved poolen med bikini fra 12.30-16.30 og arbejdet på en ensartet tan, der ikke kun er at se i ansigterne! Det er nemlig i dette tidsrum at den baghave vi ligger i er i sollys - resten af dagen går vi med ekstra sokker, sweaters og andet varmt - Katten sover med varmepude om natten, hvor vi begge ligger godt klædt på i soveposen under tre tykke tæpper samtidig med, at en lille bærbar elektrisk varmer arbejder trofast på at hæve temperaturen i værelset bare en smule. Det er faktisk ret svært at finde ud af hvad man skal tage på når temperaturen ændres så drastisk i løbet af dagen... i forsøget må vi dog begge døje med løbende snotnæser. Ud over solbadning har vi hygget os med at købe frugt, grønt og delikatesser på de mange markeder, der dog også gemmer på en H.....eds masse pras!

Lørdag stod vi tidligt op og tog på en vandretur til en bjergkæde uden for byen kaldet El Cañon. Det var en fantastisk tur i strålende sol, med smukke bjergformationer til alle sider og en skøn stilhed eftersom vi havde hele sceneriet for os selv - befolkningstætheden her er heldigvis en del mindre end i kinaland.
Søndag plejede Sara sin forkølelse mens jeg, Katrine endnu engang vågede mig på en tur på hesteryg med Julian og Audrey. Vi havde en super dag med skønt vejr, og pruhestene var søde. Jeg tror dog ikke ridning bliver den nye sport for mig, da jeg endnu engang måtte bruge et par dage før jeg kunne sætte mig ordentligt på en stol igen.

Nu er vi ladet op med ny energi, og klar til at tage afsted på den fire dages jeeptur, der bl.a. tager os igennem den enorme saltørken som Bolivia er kendt for. Vi glæder os.

Tilcara

Mandag tog vi til den lille charmerende by Tilcara med ca. 10.000 indbyggere - en blanding af lokale landmænd og boheme-folk, hvor sidstnævnte har søgt til dette smukke område for frihed stilhed og inspiration. Denne kombination af mennesker giver byen en helt speciel dejlig atmosfære.

Tirsdag morgen tog vi på trekkingtur med Julien og Audrey til Granada del Diablo. En smuk men hård tur op ad en bjergside for at nå til en kæmpe kløft, som vi begav os ned i for her at opleve hvordan vandet i årtusinder har formet sig vej gennem bjerget. herefter holdt vi en velfortjent picnic med medbragt brød, frugt og grønt samt gedeost fra det lokale marked - bedre kunne det ikke blive.

Aftenen på hostlet blev nydt i godt selskab med tilhørende ost og rødvin. Den efterfølgende dag tog jeg og Katrine med bussen til en nærliggende by Purmamarcha, der er kendt for The Seven Colour Mountain. Vi gik en dejlig tur i området for at tage de flotte forskelligtfarvede bjerge i øjesyn inden vi gik tilbage til byen hvor markedet på La Plaza ledte os i fordærv, og vi vendte hjem til Tilcara med taskerne fulde af tæpper, tørklæder og andet godt.
Om eftermiddagen fulgte vi Spaniens vej til finalen inden vi kokkerede i hostlets køkken. Tidligt i seng så vi var klar til morgendagens rejser over grænsen til Bolivia.

Klik her for at se flere billeder

Næste stop bliver Tupiza i Bolivia

Ingenmandsland blev til vores land!

Som sagt stødte vi på et utroligt dejligt fransk par på vores hotel i Salta. De havde palner om at leje en bil og udforkse omgivelserne her i det Nordlige Argentina på egen hånd. De manglede dog nogle rejsefæller før det kunne betale sig, og det er så her vi to kommer ind i billedet. Julian og Audrey lejede en bil mens Kat og jeg legede cowboyder på hesteryg, så da kl. blev 11 fredag formiddag var alt klar til at vi kunne vende næsen mod byen Cafayate 190 km. syd for Salta. Det var en helt fantastisk naturoplevelse at kører forbi forskellige bjergformationer hvis karakteristiske farver skyldes mineraler.Vi havde mange stop på vejen for at nyde udsigten, hvilket resulterede i at ture kom til at varer små otte timer i alt. Om aftenen tog vi på Restaurant Los Paraisos, hvor vi fik et helt suverænt, lækkert, saftigt stykke argentinsk kød! MUMS - nu forstår vi hvorfor folk lovpriser argentinske bøffer.

Vi frygter snart at blive kaldt for bedstemor 1 og 2 eftersom vi den følgende dag begge investerede i en ulden sweater til de kolde nætter samt tog med Julian og Audrey til vinsmagning ved en af byens mange vinproducenter, Nanni bryggeriet. Hvad mon det næste bliver: at vi melder os til bridge når vi kommer tilbage til DK(?!) Samme formiddag oplevede vi på klods hold hvilket nederlag det var for argentinerne at tabe til Tyskland 0-4. Fodbold anses som deres anden religion, og der var nærmest tale om landesorg bagefter. Vi måtte efterfølgende understrege vores danske herkomst for at undgå at blive sat for had som værende tyske landsmænd.

Hen på eftermiddagen satte vi os igen til rette i bilen. Denne gang førte vejen os ud i et mennesketomt bjerglandskab hvor omgivelserne ændrede karakter hver gang vi rundede et hjørne. Vi var alle mildest talt bjergtaget!!

Vi ankom til Cachi hen på aftenen, alle fulde at indtryk men med tomme maver. Sulten blev stillet med medbragt rosevin fra Cafayate, lækker salat og de lækre, allestedsværende empanadas: en slags kødpakker med forskelligt fyld; kylling, kød, grøntsager og ost. Joo, vi nyder skam livet - dejlige mennesker, smukke steder og skøn mad - det her er bare ferie!!

Søndagstur i Cachi i bil - vi gik en tur i et område fyldt med kæmpe kaktusser og med sneklædte bjergtoppe i horisonten.

Derfra kørte vi tilbage ad snoede bjergveje, og ankom her til vores hostel sent på aftenen, hvor vi alle fik et tiltrængt bad efter nogle støvede dage.

om aftenen spiste vi empanadas med Victor, en rar og venlig gut der bor/arbejder her på stedet. Bagefter tog han os med på en bar hvor nogle af hans venner spillede reggae - fed afslutning på en oplevelsesrig weekend road-trip.

Mandag går turen 4 timer nordpå til byen Tilcara, hvor vi planlægger at tage på nogle trekkingturer og ellers bare slappe af.

Klik her for at se flere billeder

Salta og 2-dagstur på hesteryg

Salta

Efter 27 timer i bus ankom vi til Salta. Vi var trætte og faldt omkuld på vores hostel. Dagen efter så vi fodboldkamp Argentina - Mexico. Da Argentina vandt 3-0 gik byen amok og der var fest og farver i hele byen. Vi brugte aftenen på at planlægge de næste par dage i Salta.

Dagene efter måtte jeg (Katrine) kæmpe mig igennem nogle hårde dage med dårlig mave. Men heldigvis var Sara der og tog sig godt af mig. Vi gik små ture, nød det dejlige vejr på en bjergtop, hvor vi nød en smuk udsigt udover Salta. En hyggelig by med masser af liv, flotte museer og helt anderledes end det vi kom fra.

Et liv som Gaucho

Onsdag morgen blev vi hentet af David (en dejlig varm bamsefar med et stor smil). David ejer en hestefarm ikke langt fra Salta, hvor han har 23 heste.

Kort tid efter vi ankom til hans fantastiske ranch fik vi hver vores hest. Der var 3 andre unge franskmænd og en Gaucho (argentinsk cowboy). Man kan jo ikke ligefrem sige vi er garvede ryttere, men hu hej hvor det gik.

Omgivelserne var helt fantastiske og de kæmpe kaktusplanter fik os til at føle vi var med i en Lucky Luke film.

3 timer red vi og allerede der begyndte numsen at kunne mærkes. AV AV. Vi fik en skøn frokost, hvor Gauchoerne grillede kød i enorme mængder. Og jaja, hvis vi nogensinde skulle komme op på den hest igen måtte vi som rigtige gauchoer drikke vin. Som de sagde var det den perfekte medicin til en øm krop.

Om aftenen efter endnu en tur på hesten var vi fuldstændig færdige. Allerede der fik jeg mit øgenavn "grand ma". Vi humpede rundt og kunne knap nok sidde på en stol. (sikke et syn!!)

Aftenen brugte vi foran den gamle kamin i huset sammen med de andre og en flaske rødvin. Sikke en herlig aften.

Om morgene vågnede vi og havde aldrig sovet bedre. Måske var der virkeligt noget ved den rødvin. Vi kunne dog knap rejse os fra sengen. Vi mærkede pludselig muskler vi ikke anede eksisterede. Men ingen kære mor - op på hesten skulle vi. Endnu en fantastisk dag. Blå himmel, sol og dejlige mennesker.Vores næste liv må blive i disse fantastiske omgivelser som Gaucho.

For at se flere billeder fra vores tur på hesteryg klik her

Imorgen skal vi på en tre-dagstur til mindre byer omkring Salta. Vi har mødt et fransk par vi lejer en bil sammen med. Vi glæder os!